Opvaskemaskiner

Opvaskemaskiner

Her på siden kan du finde gode råd om opvaskemaskiner, samt
gode råd til anskaffelse af nye hvidevarer.

Opvaskemaskiner: Spar vand og strøm

Det er både godt for miljøet og for din pengepung, hvis du sparer på vand og el under opvasken. Tænk kommer her med gode råd til, hvordan du let kan spare.

Opvaskemaskiner bruger meget forskellige mængder af energi og vand. Nogle maskiner bruger kun ca. 10 liter vand, mens andre bruger over 20 liter.

Sparer du et par tusinde kroner på at købe en billigere opvaskemaskine, kan den alligevel ende med at koste meget mere afhængigt af, hvor meget energi og vand, den bruger. Det viser beregninger, som Tænk og Københavns Energi har foretaget.

image10 150x136 Opvaskemaskiner

Spar flere tusinde kroner

Bruger opvaskemaskinen 20 liter vand pr. opvask og vasker op ved 65 grader, koster det 1.663 kroner i vand og el om året, hvis den kører en daglig opvask på 12 kuverter.

En opvaskemaskine, som kun bruger 10 liter vand pr. opvask og vasker op ved 50 grader, vil derimod kun koste 831 kroner i vand og el.

Opvaskemaskinen med det høje varme- og vandforbrug vil over en typisk levetid på otte år koste dig 6.656 kroner mere i vand og energi end maskinen med det lave forbrug.

Tjek om maskinen har et økoprogram

Undersøg også om din opvaskemaskine har et spareprogram, et såkaldt øko-program, da programmet bruger mindre strøm og vand.

Fyld maskinen helt op

Vent med at vaske op, indtil maskinen er fyldt. Undersøgelser viser, at hver tiende opvask kan spares, fordi de fleste familier ikke fylder maskinen ordentligt op, og det er spild af vand og energi.

Skyl ikke af

Fjern grove madrester, men skyl ikke af. Moderne opvaskemaskiner klarer opvasken uden at servicet er skyllet først, og du bruger unødvendigt meget vand og energi på at skylle af inden.

Vælg et program med forskyl, hvis det er nødvendigt – maskinen bruger mindre vand på at skylle servicet.

Skru ned for temperaturen

Brug et kort program med lav temperatur (50-55 grader). Det vil ofte være tilstrækkeligt til at vaske servicet rent.

En undersøgelse af 200 europæiske familiers opvaskevaner viser, at opvaskemaskinen over halvdelen af gangene kører på 65 grader eller højere temperaturer, hvilket ikke er nødvendigt for at vaske rent.

Af Julie Hjerl Hansen, Tænk / Foto iStockphoto

Comments are closed.