Gode råd om køleskabe
Køleskabe: Undgå 5 klassiske fejl
Vi har spurgt køleskabsproducenter og -forhandlere om, hvilke fejl forbrugere typisk henvender sig med, hvor de selv kunne have løst problemet. Få styr på fejlene her, så du selv kan løse problemerne næste gang.
Madvarer må ikke stå placeret, så de berører bagvæggen i køleskabet, da fordamperen afrimes i intervaller og dermed smelter den rim/is, der er dannet på bagvæggen.
Mit køleskab lugter
Træk køleskabet ud fra væggen, og rengør afrimningsskålen bag skabet. Når madvarer rører køleskabets bagvæg, kan de fryse fast på den. Når isen så smelter og løber ned i afløbshullet, vil små stykker madvarer følge med. De bliver varmet op i afrimningsskålen, som sidder oven på kompressoren, og så vil madresterne begynde at lugte.
Der er vand i bunden af mit køleskab
Afløbet i bunden af køleskabet kan være tilstoppet og skal renses, så smeltet vand fra afrimningen kan løbe ud gennem afløb og fordampe på kompressorens beholder. Afløbet kan eventuelt gøres rent med en piberenser eller vatpind.
Køleskabet larmer
Sørg for, at dit køleskab ikke læner sig mod væggen bagved. Et køleskab vil uundgåeligt give lyde fra væske og damp, der strømmer i rør, dyse og kompressor. Da kompressoren samtidig er en motor med stempler og dermed vibrationer, kan det larme unødvendigt meget, hvis køleskabet står for tæt på væggen.
Køleskabet køler ikke nok
Det er kernetemperaturen i madvarerne, som er interessant, og din måling kan være forskellig, alt efter hvor i køleskabet den er taget, idet lufttemperaturen kan svinge op og ned i takt med kompressorens køleforløb.
For at få en mere korrekt idé om temperaturen i køleskabet, skal du placere et glas med vand midt i køleskabet. Efter cirka 4-6 timer kan du måle vandets temperatur og på den måde få den faktiske temperatur i køleskabet.
Af Annelene Højvang Larsen Tænk / Foto Istockphoto.com